
Emilia Follmann Bøndergård.
08-11-2016, 10:24
Superstjerner påvirker unge på sociale medier
TV og computer er en stor del af børns hverdag
32% af de danske børn, helt ned til 7-års alderen, bruger mere end tre timer hver dag foran tv’et eller computerskærmen, mens det hos de 12-17-årige er langt højere, nemlig hele 53%, der bruger mere end tre timer om dagen foran en skærm. Én af grundene til at unge har det store medieforbrug er, at størstedelen af deres helt store idoler, kendisserne, bruger sociale medier som Snapchat, Facebook, Instagram og mange flere.
Unge vil ligne superstjernerne
I og med at de kendte er de unges forbilleder og idoler, vil de unge gerne følge med i deres liv på de sociale medier. Det er selvfølgelig en god ting, at stjernerne på den måde når ud til deres fans, men af og til pynter lidt på tingene. I virkeligheden er det hele slet ikke altid så lyserødt og smukt, som det bliver udgivet for at være. På den måde får de unge et helt forskruet syn på, hvordan det er, at være kendt og superstjerne, men ikke mindst et forskruet syn på, hvad det vil sige, at have et perfekt liv. Unge får nemt den opfattelse, at det kun er luksus, druk, penge, damer og popularitet, der kan give dig det gode liv. De får den opfattelse, at superstjerner ingen problemer har, og at de bare lever i luksus. Ja, nogle af dem lever i luksus, og kan få alt hvad de peger på, men det betyder bare ikke, at det hele er nemt for dem. Alle mennesker – også de kendte – har problemer og noget at kæmpe med.
Kendisser har det svært
Ikke alene skaber det alt for høje forventninger til de unge, da de tror, at den eneste rigtige måde at leve på, er at leve som deres helt store idoler, kendisserne. Men det volder også kendisserne en masse problemer, at skulle være aktiv på de sociale medier. Flere og flere kendisser føler sig stalket på de sociale medier, da nogle unge – selv mindreårige børn, henvender sig til dem. Kendisserne får tilsendt utallige beskeder, om ikke de vil følge personerne tilbage på f.eks. Instagram, og om de ikke vil like deres billeder. Og når de først har fået en smule opmærksomhed fra kendisserne, vil de have mere og mere. Derved opstår der pludselig en stor forpligtelse for kendisserne, når nu de er blevet ”venner” med deres fans. Alt dette gør danske unge, for at få opmærksomhed og anerkendelse blandt deres venner og følgere online og dermed booste deres onlineidentitet. Unge bygger meget af deres identitet op omkring sociale medier, og anderkendelse fra populære, og det er en meget faretruende tendens.
Hvad er drømmesamfundet?
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at elektronikken, medierne og kendisserne er kommet for at blive, men jeg er bekymret for, at det vil komme til at fylde alt for meget i vores samfund. Jeg drømmer om et samfund, hvor mobilen ikke fylder så meget som den gør til dags dato, et samfund hvor din betydning ikke afhænger af, hvor mange kendisser der følger lige præcis dig eller har liket lige præcis dit billede, og jeg drømmer om et samfund, hvor mærket af din telefon ikke bestemmer din status i samfundet. Hvilket samfund drømmer du om?
Børn og unge er storforbrugere af elektronik og medier. I dagens Danmark bliver det mere og mere normalt, at børn i alle aldre bruger ualmindeligt meget tid foran en skærm. De følger kendte og følger med i superstjernernes liv. Men det kan give dårlige udslag for både danske unge, men også de kendte.
Læs også:
